MOR er stået af ræset – for mig selv, – for min familie – og ISÆR – for mine børns skyld

MOR er stået af ræset
– for mig selv, – for min familie – OG ISÆR – for mine børns skyld

Jeg læste engang på Facebook om en australsk sygeplejerske, der havde viet sit liv til at sidde hos døende patienter. Hun spurgte dem, om der var noget de havde fortrudt i deres liv eller ville have gjort anderledes, hvis de kunne gøre livet om!

Alle sagde, at hvis de kunne gøre livet om, ville de have brugt mere tid sammen med dem de elskede mest! De ønskede, at de ikke havde brugt så megen tid på deres job, men istedet havde været mere sammen med deres børn.

Det svar har jeg tænkt meget over!

Måske fordi jeg længe har følt, at noget i mit liv ikke var godt. Jeg er velsignet med den dejligste mand, 2 sunde og aktive drenge, og et dejligt hjem, men jeg var ikke glad – ihvertfald ikke i det omfang jeg gerne ville være!

Noget føltes ikke godt.

Hovedet var fyldt op, når jeg trådte ind af døren derhjemme fra arbejdet af. Fokus var allerede på den næste opgave med lektier, aftensmad og vasketøj. Drengene var trætte efter en lang dag i institution, og der opstod hurtigt konflikter. Jeg tog mig selv i at være kort for hovedet, tyssede tit på dem og bad dem være mere stille end jeg egentlig brød mig om – de legede jo bare røvere og soldater, og ville det være sjovt uden lyd på?.
Tiden og overskuddet var der bare ikke til at sætte sig ned, se dem i øjnene og høre hvordan deres dag var gået.

Jeg tog derfor et aktivt valg i slutningen af november 2014 og sagde mit job op. Jeg stod så der på gyngende grund på et ben, vaklende, uden job, uden kolleger, med 5 ugers karantæne, udsigt til dagpenge, men med frihed til at gå nye veje og ikke mindst masser af tid sammen med det vigtigste i mit liv – mine 3 drenge!
Jeg havde brug for at finde glæden i mit liv, finde den røde tråd, prioritere hvad der var vigtigst for os som familie, og så arbejde derud fra.

På mit køleskab hænger der nu en lille håndskrevet seddel, hvorpå der står;
HVAD ER VIGTIGST AT VORES BØRN HUSKER FRA DERES BARNDOM!

For mig – mor til Tobias på 7 og Albert på 3, håber jeg, at Tobias vil huske tilbage på, at mor var hjemme til at tage imod, når han kom hjem med skolebussen.
At vi kunne sætte os ved spisebordet i hverdagene, spise noget eftermiddagsmad sammen, og snakke om hvordan hans dag var gået. At vi kunne tage den fodboldkamp i haven, som han elsker. At der var tid til snak og leg, til at tage legekammerater med hjem, overskud til at sende dem ud i haven og give dem nye ideer til kreativ leg, så ipaden kunne få et hvil, for den er selvfølgelig også højt på listen i vores familie.

Jeg håber også, at Albert på snart 4 år vil huske tilbage på, at der var tid ved afleveringen i børnehaven, tid til at sætte sig ned og starte op med en perleplade eller tegning. At der var overskud til at bage boller sammen, en ganske almindelig mandag, og at der var tid til at starte morgenen op stille og roligt og tid til et ekstra kram, hvis opstarten på dagen havde været hård.

Jeg fornemmer helt klart, at mit nærvær har ændret på deres tillid til mig og jeg håber og tror, at det vil give mine børn en god ballast igennem livet. At de ved, at vi er der til at hjælpe, støtte og guide dem, og at deres selvværd styrkes af, at de kan mærke, at vi prioriterer dem.
Jeg vil gerne give dem ro til at være børn med masser af leg, kærlighed og tid til at lytte til dem. Overskud til at have dem med i de daglige gøremål, så de får lært at tage ansvar, og føler at de er en del af familien. Jeg tror på, at når jeg forventer noget af mine drenge, så viser jeg dem, at jeg ser muligheder i dem, og jeg tror, at det vil være med til, at de får opbygget troen på deres egne evner.
Opdragelse af sunde, glade og frie børn kræver tid, opmærksomhed, fleksibilitet, refleksion og ikke mindst klare og gode værdier.
Jeg tror og håber, at dette vil give en samhørighed mellem os, som vil vare resten af livet, og jeg ved, at det er vigtigt at den samhørighed oparbejdes i de tidlige barneår – at mor og far prioriterer at have tid, overskud og at være tilstede i deres liv, med deres venner og i deres fritidsaktiviteter – ikke kun fysisk, men også mentalt.

Kærlig hilsen en glad og lykkelig mor.

BONUS:
Jeg arbejder nu i Vikar Region Midt med timer fordelt mellem min arbejdsplads og min hjemmearbejdsplads, og derudover er jeg igang med min drømmeuddannelse til psykoterapeut.

Jeg deler min historie, da jeg fornemmer, at flere familier løber stærkere i dag end de egentlig har lyst til. Måske kan min historie inspirere andre forældre til at stoppe op, mærke efter, tænke over, og prioritere hvad der er vigtigt, at deres børn kommer til at huske fra barneårerne.

(ovenstående er skrevet i marts 2015).

/Fyllgraf❤️

Er det mit job som forælder at gøre mit barn lykkeligt ?

Mange forældre tror, at det er deres job at gøre deres børn lykkelige og tænke for dem – men det er ikke sandt.

Det er ikke mit job, som mor til mine 2 drenge, at tænke for mine børn eller gøre mine børn lykkelige.

Hvordan ved jeg, at det er sandt?

Det ved jeg, fordi et menneske ikke kan tænke for et andet menneske – det er umuligt. Og fordi et menneske ikke kan gøre et andet menneske lykkeligt.
Det er sindets natur, som fungerer på samme måde for alle mennesker. Og det betyder at hvert individ lever i hans eller hendes eget mentale univers, hvilket betyder at hvert menneske oplever resultatet af sine egne tanker.

Dette betyder ikke at forældre ikke skal elske deres børn og behandle dem med respekt. Men at behandle børn med respekt er lig med at respektere deres intelligens, deres individualitet, deres ret til at være den de er – og ikke at prøve at tænke for dem (hvilket er umuligt) eller at forvente at de skal gøre dig lykkelig, eller at du skal gøre dem lykkelige (hvilket også er umuligt).

“Det er barnets egne tanker og fortolkninger af begivenhederne der bestemmer barnets sindstilstand”.

Hvis du ser dig omkring, kan du selv se at dette er sandt. Og dette forklarer hvorfor et barn som er blevet forkælet og har fået alt, stadig er sur og utilfreds og gnaven, mens et andet barn som måske har meget lidt (når det gælder opmærksomhed eller ejendele), er glad og positiv over for livet og sine muligheder.
Når vi forstår denne mekanisme, betyder det følgende for os som forældre;

Det er vores job at tage ansvar for vores eget liv og vores egen lykke, og på den måde lære vores børn (gennem vores eget eksempel) om måden sindet fungerer på.
Når børn ser deres forældre leve et sundt, hensigtsmæssigt, ansvarligt og autentisk liv med integritet, vil de følge deres eksempel.
Igen fordi virkeligheden er at forældre lærer deres børn gennem deres handlinger og adfærd (ikke deres ord).
Virkeligheden er, at børn helt naturligt kopierer deres forældres adfærd, fordi det er den model for livet og relationer de ser (hvilket også er grunden til at dysfunktionel adfærd går i arv fra generation til generation på trods af forældrenes faste beslutning om ikke at gøre det, som deres egne forældre gjorde).

Så det er vigtigt for mig, som mor til mine 2 drenge, at huske;
Mine børn er ikke kommet til verden for at gøre mig lykkelig (det er mit job)
Det er ikke mit job at gøre mine børn lykkelige (det er deres job)
og det betyder ikke, at jeg ikke skal passe på mine børn og behandle dem med kærlighed og respekt.

Alle vil gerne være frie (også mine børn). Det er den universelle drivkraft i os alle
og det betyder ikke, at jeg ikke skal sætte grænser og passe på mine børn når de er små. Men i takt med at de bliver ældre, er det mit job som forælder, at give slip og have tillid til mine børns intelligens.

Mine børn er kommet til verden for at leve deres egne liv (det er deres job).
Jeg er kommet til verden for at leve mit eget liv (det er mit job).
Jeg kan ikke vide, hvad mine børns drømme er.
Jeg har svært nok ved bare at finde ud af hvad min egen drøm er.
Jeg kan ikke vide, hvad der er bedst for mine børn
sommetider er jeg i tvivl om, hvad der overhovedet er bedst for mig selv.

Mine børn har ret til at være dem som de er.
Og det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte grænser i mit hjem.
Og det betyder ikke, at jeg ikke kan forklare over for mine børn og vise dem gennem mine ord og handlinger at alt hvad de siger og gør, har konsekvenser.
Jeg kan ikke forhindre mine børn i at opleve konsekvenserne af deres tanker, ord og handlinger
Jo hurtigere mine børn lærer det, desto bedre.
Jeg kan ikke forhindre mine børn i at begå det, som jeg mener er “fejl”.
Hvordan skal de ellers lære om livet?
Hvordan lærte jeg selv om livet?

Alt dette betyder at det er okay, at jeg viser mine børn, at jeg ikke er perfekt (virkeligheden), og at jeg ikke har alle svarene (også virkeligheden), og at livet til tider også er svært for mig (også virkeligheden), men at jeg gør det bedste jeg kan, for at finde ud af hvad der er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde (også virkeligheden), for at følge min integritet. Og eftersom min overbevisning er, at dette er en sund og realistisk vurdering og tilgang til livet, er dette også en sund og realistisk måde at forholde mig til mine unge mennesker på, som jo kun er i min pleje i nogle år.
/fyllgraf♥️