Hører du stemmer ? – du er helt normal – det gør vi allesammen!

Tanken om at skulle sige højt til nogen, at man hører stemmer vil få de fleste til at sige: “ikke tale om, så tror de jeg er helt skør”. Hvis du giver dig selv lov til at lytte efter, vil du opleve at du i mange forskellige situationer har nogle sætninger eller tanker om dig selv, som bliver styrende for dit liv:
# jeg skal være sød og hjælpe alle
# jeg er sådan en, der hele tiden arbejder
# søde piger råber ikke højt
# de kan kun lide mig hvis jeg er dygtig og klarer mig godt
# “nu skal du ikke tro du skal komme for godt igang”
# en rigtig mand kan løse problemerne
# i virkeligheden kan jeg ingenting, men det har de andre bare ikke opdaget endnu
# hvis jeg åbner op for mine følelser, mister de respekten for mig

Du tror sikkert, at det er nogle tanker som stammer fra dig selv – og er den endegyldige sandhed om, hvordan du skal være/hvordan omverdenen ser dig. Men sådan er det faktisk ikke! Kun få af udsagnene er nogle som forældre kunne finde på at sige højt til deres børn, men du har sikkert aldrig været i tvivl om, hvilken adfærd der gav anerkendelse og hvilke der var mindre populær. Stille og roligt, uden du selv er klar over det, er dine forældres idealer for livet blevet indpodet i dig. Det kan også være at nogle af sætningerne på samme måde har belastet dine forældre, fordi de har fået dem med sig fra deres forældre. De nåede bare ikke at blive bevidste om det, før hele baduljen var givet videre til deres børn: dig og dine søskende.

Når mennesker bliver overbelastede, og reagerer med stress, angst eller depression, søger de ofte psykoterapihjælp. Noget af det første en psykoterapeut vil undersøge er netop: hvad gør, at mine klienter tror det er nødvendigt at blive ved med at presse sig selv ud over det rimelige? Hvad er det for nogle idéer de har om sig selv, og den måde deres nære relationer ser på dem. Hvad skal de præstere, for at høre til i flokken stadigvæk? Alt for ofte dukker sætninger som minder om de ovenstående frem.

Bare dét, at blive bevidst om hvor stemmen kommer fra, er det første skridt mod at udfordre den. Er det nødvendigt altid at gøre det, du bliver bedt om – eller skal du løse tingene for alle andre? Kan der være måder at gøre tingene på, som ikke kun dækker andres behov, men derimod tilgodeser det DU har brug for?

Hvad kan du gøre, hvis du bliver klar over, at du lader dig styre af nogle temaer, som ikke er dine egne?
1: bare det, at vide at de er der er første skridt, opdag når de dukker frem.
2: skriv ned, hver gang du oplever at du endnu engang handler mod din egen lyst og overbevisning.
3: hvad er det værste der vil ske, hvis andre opdager at du ikke altid gør det rigtige, ikke altid har det rigtige svar, eller også er sur/ked af det/træt engang imellem?
4: hvad er de vigtigste værdier for dig i dit arbejdsliv og privatliv? – hvordan vil du gerne være selv?

fyllgraf♥

Hvorfor er det vigtigt at kende sine følelser?

Mange synes at følelser er noget møg og at følelser er slidsomme. Vi er efterhånden blevet en generation af følelsesmæssige analfabeter, hvor følelser ikke er noget vi taler om og deler med hinanden. Vi mangler et sprog for hvad vi føler.
Men det at lære om følelser, og hvordan man regulerer dem, er enormt vigtigt. Det giver en bedre livskvalitet og mindsker risikoen for at blive psykisk syg.
Vi garderer os med forsikringer i rigt mål mod materielle katastrofer, men vi investerer ikke tilsvarende i vores mentale helbred. Der er en uendelig lille chance for, at vores huse brænder ned, men det forsikrer vi os imod. I Danmark bliver ca. halvdelen af alle ægtepar skilt, men vi forsikrer os ikke imod ægteskabsbrud ved eksempelvis at lære om følelser og kommunikation.
Hjerneforskning viser, at man ikke kan træffe rationelle beslutninger, hvis man er ramt følelsesmæssigt. Det skel som vi har haft mellem rationelt og irrationelt er ikke længere så entydigt. Det ene afhænger af det andet. Eksempelvis vil en leder, der oplever at blive følelsesmæssigt afvist, inden han går ind til et møde, træffe dårligere beslutninger, end hvis han ikke har blevet afvist forinden. På samme vis ville han score lavere i en intelligenstest. Det er altså sådan, at for at kunne træffe rationelle beslutninger må vi kunne hente informationer fra vores følelser. Følelser er som informationssystemer.
Følelser er altså ikke irrationelle, men ganske logiske. Det handler om at kunne aflæse de informationer, der ligger i dem, og “knække” logikken i vore egne følelsesmæssige reaktioner. Det kan man bedre gøre, hvis man har en grundlæggende viden om følelser.
Forestil dig f.eks. at du sidder til et møde på dit arbejde og er meget optaget af samtalen med din kollega. I er uenige og midt i diskussionen rejser han sig op og forlader mødelokalet. Så bliver du måske frygtelig vred, fordi du føler, at han forsøger at undslippe diskussionen. Her kan man lære, at følelser har en tidsdimension. Der kan være både fortid, nutid og fremtid i en følelse. Og i situationen, hvor kollegaen forlader mødebordet, er det væsentligt at lokalisere, om tyngden af vredesfølelsen ligger i fortid, nutid eller fremtid.
“Lad os antage, at tyngden er i fortiden: Hver gang du diskuterede med din mor, så endte det med, at hun afviste dig ved at forlade middagsbordet eller smække med døren. Det kan betyde, at du i denne situation bliver uforholdsmæssigt vred på din kollega, der måske blot gik på toilettet eller måtte gå, fordi han fik voldsomt ondt i maven. Så selvom din vrede her kan virke irrationel, er den bestemt af en logik, hvis årsag du finder i fortiden. Ligger tyngden omvendt i fremtiden, kan vreden rejse sig voldsomt, hvis du eksempelvis er træt og nervøs, fordi du skal til eksamen i morgen. Så har du muligvis en kort lunte og overreagerer.
Tyngden i relationen kan også være i nutiden, og så handler det reelt om, at kollegaen før har anvendt den strategi at forlade et møde pludseligt for at undvige en konfrontation. Så er vreden ganske berettiget”.

Siden 1960’erne har vi vidst, at alle mennesker er født med en række universelle grundfølelser. Før det troede man, at vi mennesker var født som helt ubeskrevne tavler, men det har vist sig, at vi alle er født med et ganske veludviklet følelsesapparat, som vi orienterer og efter helt fra starten, nemlig 10 grundfølelser, som hjerneforskere, psykologer, antropologer og spædbørnsforskere verden over er enige om, er de centrale følelser, vi alle er født med: interesse, glæde, vrede, tristhed, angst, jalousi, skam, skyld, hengivenhed og afsky.
Hvad så med sorg, forelskelse og kærlighed?
Sorg er sammensat af flere af grundfølelserne, og kan give sig til udtryk i vrede, tristhed, hengivenhed, skyld, skam og jalousi. Så samme måde med kærlighed og seksualitet, der kan rumme både hengivenhed, glæde, vrede, jalousi, skyld, skam og afsky.

Forestil dig, at jeg trækker en tørresnor ind med rent vasketøj, og at denne tørresnor hedder tristhed. De stykker tøj, der hænger på den, repræsenterer hver især en oplevelse, der har gjort dig trist. Når du føler dig trist, er det denne snor, du trækker i, og du kommer i kontakt med alle de tidligere erfaringer af tristhed, du har gjort dig. Når du omvendt er glad, trækker du i den snor, hvor alle de glade minder hænger. På samme måde gælder det de øvrige grundfølelser. Den stemning du er i, afgør, hvilke minder du først får fat i. Du trækker simpelthen den snor ind, der matcher din aktuelle sindstilstand.
Ovenstående eksempel er for at vise, at følelser har deres egen hukommelse.
Det kan have stor betydning for, hvordan vi tænker om vores liv, for vores selvbillede og selvfølelse. Hvis man kun har adgang til to-tre følelser, vil det påvirke, hvordan man tænker om sig selv og sin histore i en negativ retning. Hvis du er trist og skal fortælle mig om dit liv, så vil jeg ikke få hele fortællingen om dit liv, men en fortælling, der er farvelagt af tristhed. I en terapeutisk relation kan man så arbejde med at udvide paletten af følelser, men vi burde alle arbejde med det forebyggende.

Mange har vanskeligt ved at skelne mellem følelser. Man føler sig måske urolig, men ved ikke, om det skyldes skyld, skam, jalousi eller angst. Hvis vi derimod har et sprog for, hvordan forskellige følelser er, fungerer og føles i kroppen, så kan vi bedre aflæse os selv, vore medmennesker og de situationer, vi er i, og dermed reagere mere hensigtsmæssigt.

Vi har i dag en facadekultur. Vi skal holde masken og ikke vise, hvordan vi har det, især ikke hvis vi er kede af det.
Det hænger sammen med, at der i dag er sket et skifte i, hvilke psykiske lidelser vi kæmper med. Hvor skyld tidligere har spillet en større rolle, er skammen i dag blevet mere central. Hvor skylden gør, at man føler, at man gjorde noget forkert, får skammen én til at føle, at man er forkert. Derfor har skammen den effekt, at den lægger låg på følelserne. Når man skammer sig over noget, så fremmedgør det i høj grad én fra ens følelser. På den måde får man generelt sværere ved at mærke og tale om sine følelser.

Hvorfor fylder skammen så mere i dag end tidligere?
“Vi lever i et konkurrencesamfund, er underlagt en produktionskultur samt en kultur, hvor vi hele tiden sammenligner os med andre, hvor vi skal præstere, være oplagt, altid have det godt og få tingene gjort på jobbet. Det at være lykkelig er idealet. Derfor oplever mange, at de ikke har overskud til at gå igennem en skilsmisse eller en eksistentiel krise. Vi har ikke tid til at sørge, ligge søvnløs og have det skidt. Vi orker ikke at gå på arbejde og vise, hvordan vi virkelig har det, da det opleves skamfuldt, og flere beder derfor om hjælp til at “mestre dem selv” med antidepressiver eller sovemedicin. Så kan man undgå at mærke sig selv”.

Derfor er det enormt vigtigt, at vi prioriterer at lære mere om vores følelser, så vi ikke oplever det som uoverskueligt eller skamfuldt eksempelvist at reagere følelsesmæssigt på en livskrise.
“Har vi et sprog for vores følelser, kan vi på en helt anden måde påvirke vores hverdag og afstemme vores reaktioner”.

Den østrigske psykolog Viktor E. Frankl, der efter tre år i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig grundlagde en eksistentialistisk psykoterapeutisk retning, skrev om den kraft, der ligger i at være bevidst om egne reaktioner. Måske kan vi ikke ændre den situation, vi er i, men vi kan selv bestemme, vores reaktion på den: “mellem en påvirkning og svaret på den påvirkning er der et rum. I det rum har vi magt til at vælge vores svar. I vores svar ligger muligheden for vores vækst og vores frihed”.

Derfor vil det også være oplagt at sætte følelser på skoleskemaet i folkeskolen. “Børnene skal lære de centrale følelser at kende og at kunne skelne mellem dem, og de skal vide, hvordan de føles i kroppen. De skal for eksempel lære, at en følelse som skam er positiv, hvis den er velreguleret, for så hjælper den dig til at navigere socialt og forholde dig til egne og andres grænser. Hvis du ikke kan regulere skammen, bliver du enten skamløs eller føler for megen skam”.
Det handler om at lære at læse og forstå egne og andres følelser. På den måde kan vi påvirke vores hverdag, trivsel og helbred betydeligt.

/fyllgraf♥

MOR er stået af ræset – for mig selv, – for min familie – og ISÆR – for mine børns skyld

MOR er stået af ræset
– for mig selv, – for min familie – OG ISÆR – for mine børns skyld

Jeg læste engang på Facebook om en australsk sygeplejerske, der havde viet sit liv til at sidde hos døende patienter. Hun spurgte dem, om der var noget de havde fortrudt i deres liv eller ville have gjort anderledes, hvis de kunne gøre livet om!

Alle sagde, at hvis de kunne gøre livet om, ville de have brugt mere tid sammen med dem de elskede mest! De ønskede, at de ikke havde brugt så megen tid på deres job, men istedet havde været mere sammen med deres børn.

Det svar har jeg tænkt meget over!

Måske fordi jeg længe har følt, at noget i mit liv ikke var godt. Jeg er velsignet med den dejligste mand, 2 sunde og aktive drenge, og et dejligt hjem, men jeg var ikke glad – ihvertfald ikke i det omfang jeg gerne ville være!

Noget føltes ikke godt.

Hovedet var fyldt op, når jeg trådte ind af døren derhjemme fra arbejdet af. Fokus var allerede på den næste opgave med lektier, aftensmad og vasketøj. Drengene var trætte efter en lang dag i institution, og der opstod hurtigt konflikter. Jeg tog mig selv i at være kort for hovedet, tyssede tit på dem og bad dem være mere stille end jeg egentlig brød mig om – de legede jo bare røvere og soldater, og ville det være sjovt uden lyd på?.
Tiden og overskuddet var der bare ikke til at sætte sig ned, se dem i øjnene og høre hvordan deres dag var gået.

Jeg tog derfor et aktivt valg i slutningen af november 2014 og sagde mit job op. Jeg stod så der på gyngende grund på et ben, vaklende, uden job, uden kolleger, med 5 ugers karantæne, udsigt til dagpenge, men med frihed til at gå nye veje og ikke mindst masser af tid sammen med det vigtigste i mit liv – mine 3 drenge!
Jeg havde brug for at finde glæden i mit liv, finde den røde tråd, prioritere hvad der var vigtigst for os som familie, og så arbejde derud fra.

På mit køleskab hænger der nu en lille håndskrevet seddel, hvorpå der står;
HVAD ER VIGTIGST AT VORES BØRN HUSKER FRA DERES BARNDOM!

For mig – mor til Tobias på 7 og Albert på 3, håber jeg, at Tobias vil huske tilbage på, at mor var hjemme til at tage imod, når han kom hjem med skolebussen.
At vi kunne sætte os ved spisebordet i hverdagene, spise noget eftermiddagsmad sammen, og snakke om hvordan hans dag var gået. At vi kunne tage den fodboldkamp i haven, som han elsker. At der var tid til snak og leg, til at tage legekammerater med hjem, overskud til at sende dem ud i haven og give dem nye ideer til kreativ leg, så ipaden kunne få et hvil, for den er selvfølgelig også højt på listen i vores familie.

Jeg håber også, at Albert på snart 4 år vil huske tilbage på, at der var tid ved afleveringen i børnehaven, tid til at sætte sig ned og starte op med en perleplade eller tegning. At der var overskud til at bage boller sammen, en ganske almindelig mandag, og at der var tid til at starte morgenen op stille og roligt og tid til et ekstra kram, hvis opstarten på dagen havde været hård.

Jeg fornemmer helt klart, at mit nærvær har ændret på deres tillid til mig og jeg håber og tror, at det vil give mine børn en god ballast igennem livet. At de ved, at vi er der til at hjælpe, støtte og guide dem, og at deres selvværd styrkes af, at de kan mærke, at vi prioriterer dem.
Jeg vil gerne give dem ro til at være børn med masser af leg, kærlighed og tid til at lytte til dem. Overskud til at have dem med i de daglige gøremål, så de får lært at tage ansvar, og føler at de er en del af familien. Jeg tror på, at når jeg forventer noget af mine drenge, så viser jeg dem, at jeg ser muligheder i dem, og jeg tror, at det vil være med til, at de får opbygget troen på deres egne evner.
Opdragelse af sunde, glade og frie børn kræver tid, opmærksomhed, fleksibilitet, refleksion og ikke mindst klare og gode værdier.
Jeg tror og håber, at dette vil give en samhørighed mellem os, som vil vare resten af livet, og jeg ved, at det er vigtigt at den samhørighed oparbejdes i de tidlige barneår – at mor og far prioriterer at have tid, overskud og at være tilstede i deres liv, med deres venner og i deres fritidsaktiviteter – ikke kun fysisk, men også mentalt.

Kærlig hilsen en glad og lykkelig mor.

BONUS:
Jeg arbejder nu i Vikar Region Midt med timer fordelt mellem min arbejdsplads og min hjemmearbejdsplads, og derudover er jeg igang med min drømmeuddannelse til psykoterapeut.

Jeg deler min historie, da jeg fornemmer, at flere familier løber stærkere i dag end de egentlig har lyst til. Måske kan min historie inspirere andre forældre til at stoppe op, mærke efter, tænke over, og prioritere hvad der er vigtigt, at deres børn kommer til at huske fra barneårerne.

(ovenstående er skrevet i marts 2015).

/Fyllgraf❤️

Er det mit job som forælder at gøre mit barn lykkeligt ?

Mange forældre tror, at det er deres job at gøre deres børn lykkelige og tænke for dem – men det er ikke sandt.

Det er ikke mit job, som mor til mine 2 drenge, at tænke for mine børn eller gøre mine børn lykkelige.

Hvordan ved jeg, at det er sandt?

Det ved jeg, fordi et menneske ikke kan tænke for et andet menneske – det er umuligt. Og fordi et menneske ikke kan gøre et andet menneske lykkeligt.
Det er sindets natur, som fungerer på samme måde for alle mennesker. Og det betyder at hvert individ lever i hans eller hendes eget mentale univers, hvilket betyder at hvert menneske oplever resultatet af sine egne tanker.

Dette betyder ikke at forældre ikke skal elske deres børn og behandle dem med respekt. Men at behandle børn med respekt er lig med at respektere deres intelligens, deres individualitet, deres ret til at være den de er – og ikke at prøve at tænke for dem (hvilket er umuligt) eller at forvente at de skal gøre dig lykkelig, eller at du skal gøre dem lykkelige (hvilket også er umuligt).

“Det er barnets egne tanker og fortolkninger af begivenhederne der bestemmer barnets sindstilstand”.

Hvis du ser dig omkring, kan du selv se at dette er sandt. Og dette forklarer hvorfor et barn som er blevet forkælet og har fået alt, stadig er sur og utilfreds og gnaven, mens et andet barn som måske har meget lidt (når det gælder opmærksomhed eller ejendele), er glad og positiv over for livet og sine muligheder.
Når vi forstår denne mekanisme, betyder det følgende for os som forældre;

Det er vores job at tage ansvar for vores eget liv og vores egen lykke, og på den måde lære vores børn (gennem vores eget eksempel) om måden sindet fungerer på.
Når børn ser deres forældre leve et sundt, hensigtsmæssigt, ansvarligt og autentisk liv med integritet, vil de følge deres eksempel.
Igen fordi virkeligheden er at forældre lærer deres børn gennem deres handlinger og adfærd (ikke deres ord).
Virkeligheden er, at børn helt naturligt kopierer deres forældres adfærd, fordi det er den model for livet og relationer de ser (hvilket også er grunden til at dysfunktionel adfærd går i arv fra generation til generation på trods af forældrenes faste beslutning om ikke at gøre det, som deres egne forældre gjorde).

Så det er vigtigt for mig, som mor til mine 2 drenge, at huske;
Mine børn er ikke kommet til verden for at gøre mig lykkelig (det er mit job)
Det er ikke mit job at gøre mine børn lykkelige (det er deres job)
og det betyder ikke, at jeg ikke skal passe på mine børn og behandle dem med kærlighed og respekt.

Alle vil gerne være frie (også mine børn). Det er den universelle drivkraft i os alle
og det betyder ikke, at jeg ikke skal sætte grænser og passe på mine børn når de er små. Men i takt med at de bliver ældre, er det mit job som forælder, at give slip og have tillid til mine børns intelligens.

Mine børn er kommet til verden for at leve deres egne liv (det er deres job).
Jeg er kommet til verden for at leve mit eget liv (det er mit job).
Jeg kan ikke vide, hvad mine børns drømme er.
Jeg har svært nok ved bare at finde ud af hvad min egen drøm er.
Jeg kan ikke vide, hvad der er bedst for mine børn
sommetider er jeg i tvivl om, hvad der overhovedet er bedst for mig selv.

Mine børn har ret til at være dem som de er.
Og det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte grænser i mit hjem.
Og det betyder ikke, at jeg ikke kan forklare over for mine børn og vise dem gennem mine ord og handlinger at alt hvad de siger og gør, har konsekvenser.
Jeg kan ikke forhindre mine børn i at opleve konsekvenserne af deres tanker, ord og handlinger
Jo hurtigere mine børn lærer det, desto bedre.
Jeg kan ikke forhindre mine børn i at begå det, som jeg mener er “fejl”.
Hvordan skal de ellers lære om livet?
Hvordan lærte jeg selv om livet?

Alt dette betyder at det er okay, at jeg viser mine børn, at jeg ikke er perfekt (virkeligheden), og at jeg ikke har alle svarene (også virkeligheden), og at livet til tider også er svært for mig (også virkeligheden), men at jeg gør det bedste jeg kan, for at finde ud af hvad der er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde (også virkeligheden), for at følge min integritet. Og eftersom min overbevisning er, at dette er en sund og realistisk vurdering og tilgang til livet, er dette også en sund og realistisk måde at forholde mig til mine unge mennesker på, som jo kun er i min pleje i nogle år.
/fyllgraf♥️