Tiden flyver afsted, kender du til det?

Den vigtigste relation, du nogensinde kommer til at få, er relationen til dig selv

At den relation er god og nærværende, er forudsætningen for enhver anden relation, uanset om den handler om din mand/kvinde, dine børn, dine venner, din karriere, ja sågar dit materielle liv. Alt, hvad der er en del af dit liv, præges af kvaliteten af din egen relation til dig selv. Jo mere nærværende, du kan blive med dig selv, dine følelser, din krop og sanser, jo mere til stede i dit liv vil du være, og desto mere livskvalitet vil du opleve.

Desværre ved vi som regel ikke engang, at vi det meste af tiden i varierende grader er fraværende i vores eget liv. Vi oplever det, som om tiden, dagene, ugerne og årene bare flyver afsted. Hele tiden er der en gnavende fornemmelse af ikke at have tid nok. Vi skriger alle på mere tid, men i virkeligheden er det ikke mere tid, vi har brug for. Det, vi har brug for, er at opøve evnen til at være mere nærværende i den tid, vi har ♥

Men nærværets kunst er en evne, de fleste af os har mistet i en eller anden grad i takt med, at vi er blevet voksne. Vi oplever oftest kun at være fuldt nærværende, når vi forelsker os, føder børn, elsker, eller hvis vi har en sport, en hobby eller et arbejde, der kan fremme nærværet. Derfor har vi en fornemmelse af, at vores liv er et tog, vi halser håbløst bagefter og aldrig rigtig når at sætte os op i. Men der er faktisk en måde, vi kan træde ind i vores liv på: sætte os op i toget og nyde udsigten. Og det er at udvikle vores evne til nærvær.

Nærvær er, når vi har kontakt til det dybeste og sandeste i os, til vores kilde af tilfredshed og lykke. Men ofte kræver det et stykke indre arbejde at få skabt den nødvendige kontakt. Det er et omfattende, men spændende og ufatteligt udbytterigt arbejde at finde hjem og få en nærværende kontakt med sig selv på et dybere plan. Nærvær er kodeordet i den proces ♥

Al personlig udvikling – alle vores bestræbelser på at skabe et mere tilfredsstillende liv – handler om at blive mere nærværende i nuet. Det er kun i nærværet med os selv og den personlighed, vi har udviklet, at vi kan udforske vores indre landskab og blive bevidst om, hvordan vi er skruet sammen, og i den proces forvandle den del af vores livs bagage, der hæmmer os og hindrer os i at være nærværende i vores liv.

Håber at du med ovennævnte skriv er inspireret til at tage ud på din indre rejse, at jeg har givet dig inspiration til at udforske dit indre landskab, så du kan få en fornemmelse af det sted i dig selv, hvor du bare er…….. dig selv i den dybeste forstand, og det vil sige nærværende – uanset omgivelsernes reaktioner, krav og påvirkning. Det er, hvad vi alle ultimativt længes efter. Men nærvær er ikke bare noget, man kan opnå ved at beslutte sig til at være nærværende. Det er noget, man kan udvikle først og fremmest ved at blive bevidst om, hvad nærvær er og lære at genkende, hvad der fremmer det. Hvis man vil arbejde seriøst med sig selv, indebærer det ofte en proces, hvor man træner sindet gennem en meditativ praksis samtidig med, at man arbejder terapeutisk med de følelsesmæssige temaer, der dukker op, når man udvider bevidstheden og giver dem plads ♥

fyllgraf♥

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *