Barndommens naturlige sanselighed.

Barndommens naturlige sanselighed
– hvor har jeg meget at være taknemmelig for.

Jeg har fået det her liv – vidunderlige sanselige liv – jeg elsker at være i naturen, være lille i et stort univers, finde roen i mig – være tilstede i nu’et – se og mærke de skiftende årstider – farver, dufte, lyde, smage – lytte til mine tanker, mærke mine følelser – mærke min krop – bruge alle mine sanser.

I min barndom har jeg ligget under åben himmel, armene om min hund, kigget op på skyerne – ladet tankerne vandre, brugt fantasien, skabt og forestillet mig alverdens formationer af de dansende skyer.

Jeg har danset i regnvejr, mærket regnens dråbe på min kind, nydt duften af regnvådt græs, badet i det kolde vand, vandkamp i haven med mine søskende – leget i sneen, bygget snemænd og skabt sneengle med min krop i den første nyfaldne, glitrende sne.

Jeg har gået mine egne veje på jagt efter vilde bær, saftige æbler, søde blommer og syrlige kirsebær – brugt hvad jeg havde – min trøje, mine bukselommer, min hat – mon ikke nogen ville blive glade for at smage? Mit eventyr ud i naturen.

Jeg har hentet køerne i engen, sprunget over bækkene, plukket vilde blomster, duftende syrener – i alverdens farver, for af et kærligt hjerte at give dem videre til min mor.

Jeg har ligget oceaner af aftener sammen med min hund, foran køernes trug – i det bløde halm, lyttet til køernes lyde – gumlende løs på de friske duftende sukkerroer. Sikke en duft. Sikke en ro – dybt ind i mit lille barnehjerte.

Jeg har brugt masser af tid på mine kaniner – snakket med dem, fodret dem, givet dem græs og mælkebøtter – haft dem med ude i haven og flyttet dem fra græs til mere græs. Vi var ét, når vi var sammen der, glemte tid og sted – var bare lige dér – i nu’et.

Jeg har givet grisene mad, kværnet kornet, kørt læssevis af malet korn ind til dem, hørt deres iver efter at komme til truget først – for dernæst at falde til ro i det nystrøgne halm med de digende smågrise.

Jeg har nydt at se ænderne bade i min bror’s anlagte sø – se dem kravle i ly for regn i det hjemmebyggende pandepladehus, som så så hyggelig ud, at jeg fantaserede om at flytte med derind. Bare at sidde der på en træstub, se dem valse omkring og snakke med hinanden.

Jeg mindes de varme sommerdage, ture med min far på traktoren, arbejdet med at tage imod halmballer på toppen af et vognlæs – duften af sol, sommer og saftevand med varmen prikkende i ansigtet og støvet i næsen.

Jeg har mærket mine ru, bare hænder, når stenene skulle fjernes fra marken i efterårets blæst – mærket mine kolde tæer i gummistøvlerne – ønsket mig et andet sted hén, når ensilagens søde duft gav mig kvalme – men glæden kom og kvalmen glemt, når roen faldt over stalden, og jeg lå i halmen lyttende til køernes gumlelyde.

Jeg har madet de nyfødte kalve – mærket deres ru tunge, deres ryk med hovedet ned i spandens lune mælk, – set hvor energifyldte og kælne de blev, og mærket hvor glade vi med tiden blev for hinandens selskab.

– og ikke at forglemme de små killinger – legesyge, bekymringsløse og glade, set deres iver i legen med en garnnøgle, et halmstrå eller en papkasse – ja alt var bekymringsløst, tiden gik i stå og jeg var bare lige dér – i nu’et – lige dér.

Min taknemmelighed fylder, når jeg opdager hvilken rigdom jeg som barn var omgivet af, og at jeg som voksen har alle disse minder gemt i min krop, og at jeg nu finder ind til dem og lader dem fylde – igen.
Jeg fyldes med glæde og taknemmelighed, når jeg opdager, at mine sønner finder samme ro af at være i naturen og være sammen med dyrerne, som jeg har gjort ♥.
Barndommen er magisk ♥

Kroppen husker, hvad vi selv “måske” har glemt♥