Er det mit job som forælder at gøre mit barn lykkeligt ?

Mange forældre tror, at det er deres job at gøre deres børn lykkelige og tænke for dem – men det er ikke sandt.

Det er ikke mit job, som mor til mine 2 drenge, at tænke for mine børn eller gøre mine børn lykkelige.

Hvordan ved jeg, at det er sandt?

Det ved jeg, fordi et menneske ikke kan tænke for et andet menneske – det er umuligt. Og fordi et menneske ikke kan gøre et andet menneske lykkeligt.
Det er sindets natur, som fungerer på samme måde for alle mennesker. Og det betyder at hvert individ lever i hans eller hendes eget mentale univers, hvilket betyder at hvert menneske oplever resultatet af sine egne tanker.

Dette betyder ikke at forældre ikke skal elske deres børn og behandle dem med respekt. Men at behandle børn med respekt er lig med at respektere deres intelligens, deres individualitet, deres ret til at være den de er – og ikke at prøve at tænke for dem (hvilket er umuligt) eller at forvente at de skal gøre dig lykkelig, eller at du skal gøre dem lykkelige (hvilket også er umuligt).

“Det er barnets egne tanker og fortolkninger af begivenhederne der bestemmer barnets sindstilstand”.

Hvis du ser dig omkring, kan du selv se at dette er sandt. Og dette forklarer hvorfor et barn som er blevet forkælet og har fået alt, stadig er sur og utilfreds og gnaven, mens et andet barn som måske har meget lidt (når det gælder opmærksomhed eller ejendele), er glad og positiv over for livet og sine muligheder.
Når vi forstår denne mekanisme, betyder det følgende for os som forældre;

Det er vores job at tage ansvar for vores eget liv og vores egen lykke, og på den måde lære vores børn (gennem vores eget eksempel) om måden sindet fungerer på.
Når børn ser deres forældre leve et sundt, hensigtsmæssigt, ansvarligt og autentisk liv med integritet, vil de følge deres eksempel.
Igen fordi virkeligheden er at forældre lærer deres børn gennem deres handlinger og adfærd (ikke deres ord).
Virkeligheden er, at børn helt naturligt kopierer deres forældres adfærd, fordi det er den model for livet og relationer de ser (hvilket også er grunden til at dysfunktionel adfærd går i arv fra generation til generation på trods af forældrenes faste beslutning om ikke at gøre det, som deres egne forældre gjorde).

Så det er vigtigt for mig, som mor til mine 2 drenge, at huske;
Mine børn er ikke kommet til verden for at gøre mig lykkelig (det er mit job)
Det er ikke mit job at gøre mine børn lykkelige (det er deres job)
og det betyder ikke, at jeg ikke skal passe på mine børn og behandle dem med kærlighed og respekt.

Alle vil gerne være frie (også mine børn). Det er den universelle drivkraft i os alle
og det betyder ikke, at jeg ikke skal sætte grænser og passe på mine børn når de er små. Men i takt med at de bliver ældre, er det mit job som forælder, at give slip og have tillid til mine børns intelligens.

Mine børn er kommet til verden for at leve deres egne liv (det er deres job).
Jeg er kommet til verden for at leve mit eget liv (det er mit job).
Jeg kan ikke vide, hvad mine børns drømme er.
Jeg har svært nok ved bare at finde ud af hvad min egen drøm er.
Jeg kan ikke vide, hvad der er bedst for mine børn
sommetider er jeg i tvivl om, hvad der overhovedet er bedst for mig selv.

Mine børn har ret til at være dem som de er.
Og det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte grænser i mit hjem.
Og det betyder ikke, at jeg ikke kan forklare over for mine børn og vise dem gennem mine ord og handlinger at alt hvad de siger og gør, har konsekvenser.
Jeg kan ikke forhindre mine børn i at opleve konsekvenserne af deres tanker, ord og handlinger
Jo hurtigere mine børn lærer det, desto bedre.
Jeg kan ikke forhindre mine børn i at begå det, som jeg mener er “fejl”.
Hvordan skal de ellers lære om livet?
Hvordan lærte jeg selv om livet?

Alt dette betyder at det er okay, at jeg viser mine børn, at jeg ikke er perfekt (virkeligheden), og at jeg ikke har alle svarene (også virkeligheden), og at livet til tider også er svært for mig (også virkeligheden), men at jeg gør det bedste jeg kan, for at finde ud af hvad der er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde (også virkeligheden), for at følge min integritet. Og eftersom min overbevisning er, at dette er en sund og realistisk vurdering og tilgang til livet, er dette også en sund og realistisk måde at forholde mig til mine unge mennesker på, som jo kun er i min pleje i nogle år.
/fyllgraf♥️