MOR er stået af ræset – for mig selv, – for min familie – og ISÆR – for mine børns skyld

MOR er stået af ræset
– for mig selv, – for min familie – OG ISÆR – for mine børns skyld

Jeg læste engang på Facebook om en australsk sygeplejerske, der havde viet sit liv til at sidde hos døende patienter. Hun spurgte dem, om der var noget de havde fortrudt i deres liv eller ville have gjort anderledes, hvis de kunne gøre livet om!

Alle sagde, at hvis de kunne gøre livet om, ville de have brugt mere tid sammen med dem de elskede mest! De ønskede, at de ikke havde brugt så megen tid på deres job, men istedet havde været mere sammen med deres børn.

Det svar har jeg tænkt meget over!

Måske fordi jeg længe har følt, at noget i mit liv ikke var godt. Jeg er velsignet med den dejligste mand, 2 sunde og aktive drenge, og et dejligt hjem, men jeg var ikke glad – ihvertfald ikke i det omfang jeg gerne ville være!

Noget føltes ikke godt.

Hovedet var fyldt op, når jeg trådte ind af døren derhjemme fra arbejdet af. Fokus var allerede på den næste opgave med lektier, aftensmad og vasketøj. Drengene var trætte efter en lang dag i institution, og der opstod hurtigt konflikter. Jeg tog mig selv i at være kort for hovedet, tyssede tit på dem og bad dem være mere stille end jeg egentlig brød mig om – de legede jo bare røvere og soldater, og ville det være sjovt uden lyd på?.
Tiden og overskuddet var der bare ikke til at sætte sig ned, se dem i øjnene og høre hvordan deres dag var gået.

Jeg tog derfor et aktivt valg i slutningen af november 2014 og sagde mit job op. Jeg stod så der på gyngende grund på et ben, vaklende, uden job, uden kolleger, med 5 ugers karantæne, udsigt til dagpenge, men med frihed til at gå nye veje og ikke mindst masser af tid sammen med det vigtigste i mit liv – mine 3 drenge!
Jeg havde brug for at finde glæden i mit liv, finde den røde tråd, prioritere hvad der var vigtigst for os som familie, og så arbejde derud fra.

På mit køleskab hænger der nu en lille håndskrevet seddel, hvorpå der står;
HVAD ER VIGTIGST AT VORES BØRN HUSKER FRA DERES BARNDOM!

For mig – mor til Tobias på 7 og Albert på 3, håber jeg, at Tobias vil huske tilbage på, at mor var hjemme til at tage imod, når han kom hjem med skolebussen.
At vi kunne sætte os ved spisebordet i hverdagene, spise noget eftermiddagsmad sammen, og snakke om hvordan hans dag var gået. At vi kunne tage den fodboldkamp i haven, som han elsker. At der var tid til snak og leg, til at tage legekammerater med hjem, overskud til at sende dem ud i haven og give dem nye ideer til kreativ leg, så ipaden kunne få et hvil, for den er selvfølgelig også højt på listen i vores familie.

Jeg håber også, at Albert på snart 4 år vil huske tilbage på, at der var tid ved afleveringen i børnehaven, tid til at sætte sig ned og starte op med en perleplade eller tegning. At der var overskud til at bage boller sammen, en ganske almindelig mandag, og at der var tid til at starte morgenen op stille og roligt og tid til et ekstra kram, hvis opstarten på dagen havde været hård.

Jeg fornemmer helt klart, at mit nærvær har ændret på deres tillid til mig og jeg håber og tror, at det vil give mine børn en god ballast igennem livet. At de ved, at vi er der til at hjælpe, støtte og guide dem, og at deres selvværd styrkes af, at de kan mærke, at vi prioriterer dem.
Jeg vil gerne give dem ro til at være børn med masser af leg, kærlighed og tid til at lytte til dem. Overskud til at have dem med i de daglige gøremål, så de får lært at tage ansvar, og føler at de er en del af familien. Jeg tror på, at når jeg forventer noget af mine drenge, så viser jeg dem, at jeg ser muligheder i dem, og jeg tror, at det vil være med til, at de får opbygget troen på deres egne evner.
Opdragelse af sunde, glade og frie børn kræver tid, opmærksomhed, fleksibilitet, refleksion og ikke mindst klare og gode værdier.
Jeg tror og håber, at dette vil give en samhørighed mellem os, som vil vare resten af livet, og jeg ved, at det er vigtigt at den samhørighed oparbejdes i de tidlige barneår – at mor og far prioriterer at have tid, overskud og at være tilstede i deres liv, med deres venner og i deres fritidsaktiviteter – ikke kun fysisk, men også mentalt.

Kærlig hilsen en glad og lykkelig mor.

BONUS:
Jeg arbejder nu i Vikar Region Midt med timer fordelt mellem min arbejdsplads og min hjemmearbejdsplads, og derudover er jeg igang med min drømmeuddannelse til psykoterapeut.

Jeg deler min historie, da jeg fornemmer, at flere familier løber stærkere i dag end de egentlig har lyst til. Måske kan min historie inspirere andre forældre til at stoppe op, mærke efter, tænke over, og prioritere hvad der er vigtigt, at deres børn kommer til at huske fra barneårerne.

(ovenstående er skrevet i marts 2015).

/Fyllgraf❤️

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *